Mossø er en af landets største og dybeste søer med en meget rig og varieret fiskebestand. Blandt fiskeribiologer kendt for at huse ikke mindre end 19 fiskearter. 

Blandt søens erhvervsfiskere er Mossø nok mest kendt for sin bestand af sandarter, som dog ofte er flere end de er store. 

Fiskeriet har udviklet sig enormt over tiden, men generelt er det desværre gået konstant tilbage. Dette skyldes to væsentlige faktorer: Reguleringer herunder møller, afspærringer og udstrækning samt forurening. Det seneste 20 år er der sket rigtig meget på forurening og der er markante forbedringer, tilbage-reguleringer er ved at tage fart men der er lang vej før fiskene kan blive naturlige i åløbene igen. Læs mere her om denne fantastiske udvikling

Ørred (Salmo trutta). Ørred er indikatorart ved undersøgelser af vandløbenes kvalitet som fiskevand, og ørred er vigtig for vurdering af fiskevand og bække/åer. Ørreder kræver god vandkvalitet, iltrigt vand og gydegrus. Ørreders gydesucces er afhængig af fri adgang til gydeområderne i bække og åer, hvor det er Gudenåens Åer og bække der er grundlaget for ørreden. Den stationære økotype af ørreder er bækørreden, som forbliver i vandløbet gennem hele sin livscyklus, og kendes på dens røde pletter. Havørreder træffes også i Gudenåen, men pga. spærringen ved Tangeværket når kun få kønsmodne havørreder op på strækningerne over for Tange sø. I flere af de større søer i Gudenåsystemet er der også bestande af økotypen sø-ørreder, som kan nå næsten samme størrelser som havørreder i søerne. De tre ørredtyper er ens fra de udknækningen – først senere defineres type. Ørred er bare en fantastisk spisefisk, og der findes nok ikke noget så godt som en frisk ørred, pakket godt in i krydderurter og pakket sammen i sølvpapir inden den tilberedes på bålet eller grillen.

Aborre (Perca fluviatilis). Aborren er en pelagisk rovfisk som er meget almindelig i danske åer og søer. Aborren findes normalt i søer og på vandløbshabitater med lav strømhastighed, fortrinsvist i mellemstore og store vandløb, men tåler ikke dårlige iltforhold. Aborren søger føde ved hjælp af synet og er derfor mest aktiv om dagen. De mindste aborrer æder især smådyr, mens de større aborrer også spiser fisk, hvor en stærk bestand af fiskeædende aborrer kan være en vigtig komponent i biomanipulation af uklare søer. De største aborrer kan veje over to kg og de største er 25 – 30 cm lange. Da Aborre ikke er så stor ser mange ikke aborren som spisefisk, men aborren er særdeles velegnet som spisefisk både stegt eller grillet, f.eks. ved høj varme på skindsiden og bagefter på kødsiden

Brasen (Abramis brama). Brasen lever i søer og på langsomt flydende dele af større vandløb. Når brasenen vokser op, bliver den høj over ryggen, og vil normalt blive op til 30-40 cm lang, nogle gange betydelig større, men den vokser langsomt. I nogle tilfælde kan brasenen blive op til 60-70 cm og veje op mod 4-5 kg, og rekorden er på godt 8 kg for en 25 år gammel Brasen. Mindre brasen træffes ofte i store stimer. Brasen æder bunddyr og planterester, men desværre kan Brasen have negativ betydning for søens miljø, bl.a. fordi den hvirvler bundmateriale op når den søger føde. Brasenen er en af de fiskearter, der kan foretage masse-vandringer ud af søen om vinteren, hvor op mod 50-80 % af brasenbestanden kan vandre væk fra søerne om vinteren, givetvis for at undgå risikoen for at blive ædt af søens rovfisk og overvintrende rovfugle. I åen er der ikke så mange rovfisk og fugle, der kan æde dem og trods der er mindre føde her gør dette ikke noget da fisk spiser minimalt om vinteren. Brasen spises normalt ikke i Danmark men har tidligere været brugt i fiskefrikadeller. Man sagde tidligere at ”Brasen er og bliver noget bras”, og dette gælder i hvert fald for de små fisk hvor der er alt for mange ben. Men når Brasen er over 1 kg er det faktisk en OK spisefisk.

 

Knude (Lota lota). Knuden, eller ferskvandskvabben, er Danmarks eneste ferskvandslevende torskeart, og kan vej over 4 kg. Da knuden er en torskefisk, har den en karakteristisk skægtråd på hagen, ligesom den meget kendte skægtråd hos torsk og har et karakteristisk grøn-gullig camouflagemønster. Knude kendes også under navnene ferskvandskvabbe og åleknude. Det er en nataktiv rovfisk, som i nogle vandløb kan findes i ret store antal. Knude fiskes normalt i søer som Mossø i Jylland og Furesøen på Sjælland, men findes også i større åer som Gudenåen. Knuden er en rigtig gode spisefisk, lys i kødet og smager meget som torsk.

Ål (Anguilla anguilla) Ålen er en katadrom, hvilket betyder at den yngler i havet og opholder sig det meste af sit liv i vandløb og søer, modsat anadrome fiskearter som laksen. Det er en nataktiv rovfisk, i dagtimerne findes den ofte i skjul i/ved brinkerne og i grøde og stensætninger. Den europæiske ål er blevet en af de mest truede fisk i Danmark (og Europa), og er rødlistet som kritisk truet. Bestanden er reduceret så kraftigt, at ålen ligesom laksen har fået sin egen forvaltningsplan for at redde den fra udryddelse. Selvom der tidligere var endda rigtig mange ål i Mossø er dette stærkt på retur – men der er stadig en del. Både som røget og som stegt er ål særdeles velegnet spisefisk, og stegt ål med persillesovs er nærmest en dansk specialitet.

Sandart (Sander lucioperca eller Stizostedion lucioperca) er en grå-brun rovfisk. Sandarten er ikke er en oprindelig del af den danske natur, og at de nuværende bestande stammer fra udsætninger, muligvis med en enkelt undtagelse. Men det er alligevel en særdeles yndet spisefisk. Sandarten lever i et større antal søer i Danmark samt i de vandløb, der er tilknyttet søerne, mens den mangler i mange andre tilsvarende søer. Sandarten trives bedst i uklare søer med en vis dybde samt i store langsomt flydende vandløb. Sandartens yngel lever den første tid af vandlopper, dafnier og lignende. Men så snart den kan gabe over fiskeyngel, bliver fisk et vigtigt fødeemne, for Sandarten er i familie med aborren og er en udpræget rovfisk.

 

Fra en størrelse på ca. 10 cm lever sandart næsten udelukkende af fisk. I Mossø var der midt i 1980’erne en meget stor tæthed af sandarter, som resulterede i dårlig vækst. Sandarten kan godt lide dybt vand som findes i Mossø. Her viste en undersøgelse, at der var sandarter på op ti 10 år. 7 år senere viste en ny undersøgelse meget mindre tæthed og betydelig bedre vækst. Sandarten er efter 10 år typisk over 50 c, lang, endda op til 70 cm, men tilvækst og størrelse afhænger af vandtemperatur. Da Danmark ligger sydligt i sandartens udbredelsesområde, er væksten forholdsvis hurtig her, men den hurtigste vækst finder man i det sydlige Rusland, hvor det varme fastlandsklima giver en lang, stabil vækstsæson. Sandart er en fantastisk spise og vores mormor havde en sandart specialitet ”Sandart i gele”. En sand gude-spise

Rimte (Leuciscus idus). Rimten er den største af vores karpefiskearter af slægten Leuciscus, og kan i danske vandløb og fjorde veje op til 4 kg. Antallet af rimter i Danmark er gået tilbage de seneste år da de kræver rent vand. Rimter lever i vandløb med svag strøm og i søer med klart og rent vand, men kan også leve i brakvand og findes derfor i kyster og i store dele af Østersøen. Rimter lever i stimer og går i dvale om vinteren på dybt vand, hvor Mossø er velegnet. Rimter er vandrefisk, der trækker op i vandløb for at gyde om foråret, og kan som laksen vandre over 100 km i strømvand og tilmed springe over forhindringer for at nå frem til gydepladserne. På gydepladserne svømmer rimterne rundt i overfladen, hvor de plasker og larmer. Rimten lever af småfisk, insekter, insektlarver, snegle, orme, fiskeyngel, små krebsdyr og muslinger, men da Rimter ikke har tænder knuser den føden nede i svælget. Rimter træffes ofte i stimer, og er af interesse for lystfiskere pga. sin størrelse og fødevalg, de store rimter spiser nemlig i høj grad småfisk. Som skalle og brasen betragtes Rimte ikke som interessante spisefisk, men den smager faktisk nogenlunde.

 

Grundling (Gobio gobio). Grundlingen er en lille karpefisk som lever af invertebrater i åbunden. Den er vidt udbredt i DK specielt på Sjælland og i Gudenå systemet, hvor den findes i store mængder, hvor den træffes. Den findes på næsten alle strømvandshabitater, og er mere tolerant end laksefiskene mht. vand- og vandløbskvalitet. Grundlingen gyder om sommeren på lavt vand mellem sten og planter, hvor den ses i åløbene og i særdeleshed på Fladningen ved ”Hytten. Grundling kan minde om elritsen eller båndgrundling, men skelnes let på de store skægtråde, der mangler hos de to andre.
Grundling spiser hovedsageligt bundlevende hvirvelløse dyr som insektlarver, muslinger, snegle, orme og krebsdyr, og om vinteren meget myggelarver. Grundling er ikke en spisefisk, men vigtig for de fiskespisende rovfisk.

Skalle (Rutilus rutilus). Skallen (gråskalle) er almindelig udbredt DK, specielt i søer og på langsomtflydende strækninger af vandløbene. Den kendes især på de røde øjne og på bugfinnerne, der er fæstnet lige under eller en smule bag rygfinnens forkant. Den er meget tolerant overfor forringet vandkvalitet som følge af organisk belastning. Skallen lever i søer, åer og vandløb samt brakvand, og. Skallerne gyder altid i ferskvand og trives både i klart og uklart vand. Om vinteren bevæger skallen sig ud på dybere vand som kendes i Øst-enden af Mossø.

Skaller er en stimefisk, og ses ofte i store antal i søgen efter føde hvor den lever af plankton, planter, krebsdyr, vandinsekter og deres larver samt orme og snegle. Som Rimter knuser skaller føden i svælget. Skaller bliver typisk 20 til 50 cm og vejer op til 1800 g, men anses normalt ikke som attraktiv spisefisk, hvorimod bruges ofte som agnfisk til aborre, gedde og sandartfiskeri

Suder (Tinca tinca). Typisk søfisk, som er udbredt over næsten hele landet i moser, små og større søer – men ikke speciel hyppig i Mossø da den ofte foretrækker mindre søer. Træffes også på nedre dele af større vandløb, i områder med langsomt flydende eller stillestående vand. Suderen kan i Danmark veje op til 5 kg. Suderen findes i moser samt små og store søer over hele landet. Suderen har mange fjender som gedde og aborre samt fiskeædende rovdyr (fiskehejre, odder, fiskeædende insekter m.fl.), som kan reducere bestanden, men i søer er den god for søens miljøtilstand, idet mange sudere i en sø kan gøre vandet uklart. Suderens yngel æder alger og dyreplankton, som dafnier o.l. De større fisk æder dyreplankton, insektlarver, orme, snegle, muslinger, vandbænkebidere, planter og dødt organisk materiale. Suderen er ret ukendt som spisefisk hvilket er synd, for det er en super fin spisefisk ligesom den er velegnet røget.

Trepigget hundestejle (Gasterosteus aculeatus). Den trepiggede hundestejle har fået sit navn på grund af de tre pigge, den har på ryggen. Den bageste af piggene er meget lille. Derudover har fisken også en pig på bugen. Hundestejlen er meget almindelig i danske vandløb, og findes i alle typer af søer, vandhuller, vandløb og damme samt i brakvand og i havet langs kysten. Hundestejlerne er stimefisk, der ofte færdes i store antal langs bredden på lavt vand. I yngletiden er hannerne meget territoriale og beskytter deres yngel. Hundestejler lever af forskellige smådyr som dafnier, vandinsekter, fiskerogn og krebsdyr. Den er tolerant overfor forringet vandkvalitet, og findes derfor også i spildevandsbelastede vandløb. I ferskvand bliver hundestejle op til 8 cm lang, i saltvand kan de blive op til 11 cm lange. Spises normal ikke, men er vigtig for rovfiskene.

Nipigget hundestejle (Pungitus pungitus). En af de mest almindeligt forekommende fisk i Danmark, som trives fint i næsten alle vande hvor der er strøm og læ. Hundestejler har ikke skæl ligesom mange andre fisk. I stedet har både den trepiggede hundestejle og den nipiggede hundestejle benplader, der delvist dækker kroppen Den er særdeles tolerant overfor forringelse af vandkvalitet, temperatursvingninger og hårde vintre, og bliver sjælden mere en 7-8 cm.

Løje (Alburnus alburnus). Lille stimedannede karpefisk, som træffes nær overflade i større vandløb og søer. Løjen bliver op til ca. 11- 15 cm og kan være meget talrig. Løje er en almindelig fisk i danske søer og rolige vandløb med svag strøm, hvor den foretrækker klart vand. Løjer lever af smådyr, som de kan finde ved overfladen såsom vandinsekter, insektlarver, vandlopper og dafnier. Om vinteren lever løjerne på dybt vand med nedsat stofskifte og fødeoptagelse. Larven er ikke en spisefisk.

 

Hork (Gymnocephalus cernua). Hork en er en lille fisk typisk på imellem 10 og 15 cm. Horken er den mindste repræsentant for aborrefamilien i Danmark og er en almindeligt forekommende fisk og dermed et vigtigt fødeemne for større rovfisk såsom gedde, aborre og sandart. Horken kendes let på sine to rygfinner, som – i modsætning til aborre og sandart – er sammenvoksede og ikke klart adskilte... Hork spise normalt ikke i Danmark.

 

I danske vandløb lever der tre arter lampretter nemlig bæklampret (12-17 centimeter), flodlampret (25-40 centimeter) og havlampret (50-90 centimeter). Bæklampret har næsten sammenhængende rygfinner, mens rygfinnens to dele er mere adskilte hos flodlampret. Lampretter - også kaldet niøjne, er faktisk slet ikke fisk, men tilhører gruppen af rundmunde, som er karakteriseret ved, at de har et bruskskelet. Munden er reduceret til en sugeskive med horntænder, som kan raspe sig gennem huden på andre fisk. Lampretten nedgraver sine æg i grus- eller stenbund. Det er derfor vigtigt, at der i vandløbene ikke er spærringer, som forhindrer lampretterne i at nå frem til egnede gydepladser. Lampretter ernærer sig af alger og dødt organisk materiale. De større flod- og havlampretter lever også af ådsler, og kan i nogle tilfælde snylte på levende fisk.

 

Laks. Det kan være vanskeligt at artsbestemme unge laksefisk, og specielt når ørred og laks kan parre sig og producere levedygtigt afkom. Det er imidlertid ikke ualmindeligt at laks og ørred hybridisere. På strækningen fra Silkeborg til Tange findes laks endnu kun i Tange Å, men der er nyligt skabt mulighed for gydning højere oppe i vandsystemet. Med etableringen af faunapassagen ved Silkeborg blev der i 2003 skabt passage for laksen til en stor del af Gudenå-systemet. Der kan således nu være naturlig reproduktion af laks i både hoved- og tilløb opstrøms Silkeborg. Men laksesmolt fra de øvre dele af Gudenå-systemet skal fortsat vandre gennem de mange søer ved Silkeborg. Men der er ikke (og har nok aldrig været) laks i Mossø.

Laks er en anadrom fisk. Det vil sige, at den vandrer fra havet til ferskvand for at gyde. Laksen vender normalt tilbage til det vandløb, hvor den er klækket, og tidligere har der været en stor endda særdeles stor lakse fangst i Gudenåen. Det har vist sig at være laksens evne til at huske lugten af det vandløb, hvor den levede som ung, der gør den i stand til at vende tilbage. Den oprindelige laks uddøde i Gudenåen i 1930erne da Tanke værket afskar den for at komme frem til sine normale gydepladser. Fra 2004 er der kommet fiske trappe og laksen ses nu periodevis i Gudenå systemet. I 2020 blev der bl.a. fanget en laks på 8,090 kg og 91 cm.