Sommerhuset ved Mossø

Med kæmpesøer endda mange søer, store og gamle skovområder og store mængde eng og mose, er der et enestående fugleliv også for rovfugle, der kan finde føde i vandet, i luften og langs vejene. Samtidig ligge Mossø klods op af Danmarks største skov Silkeborgskovene, og der er relativ kort afstand til både vesterhavet og Kattegat.
 
Havørn (Haliaeetus albicilla)
Havørnen er Nordeuropas største rovfugl, og med sit gigantiske vingefang er fuglen imponerende og bliver af ornitologer ofte kaldt "den flyvende dør" pga. de stive, brede, rektangulære vinger og den korte, kileformede hale, som er hvid hos udvoksede fugle. En voksen havørn er karakteriseret ved et lyst hoved, og underside på unge havørne dog ofte lyse tegninger, der kan ses på nært hold.

Langt de fleste havørne i Europa findes i Norge (ca. 1200 par) og i landene omkring Østersøen samt i Østeuropa. I Danmark er havørnen en sjælden ynglefugl ved større søer eller fjorde, gerne omkranset af skov. Havørnen er i de seneste år blevet en mere almindelig gæst på Mossø specielt siden 1990. Men det er svært at se ørnene, og man skal virkelig væbne sig med tålmodighed da de tilbringer megen tid med at hvile, og de sidder ofte ret skjult i det store område. I 2021 var der flere havørne der slog sig ned på isen på Mossø ved Alken, hvilket som altid er et fantastisk syn.
 
 
Fiskeørn (Pandion haliaetus)
Fiskeørnen er en rovfugl, som forekommer på alle kontinenter på nær Antarktis og som ses ret almindeligt på træk i Danmark. Den har lange vinger og en karakteristisk fjerdragt med hvid underside og mørk overside – men når den svæver er det hvide bryst karakteristisk. I kredsflugt kan den give associationer til en stor måge pga. de nedadbuede, ”hængende” vinger, men dog et anderledes næb. Fiskeørnen er noget større end en musvåge.
 
Den yngler primært på den nordlige halvkugle, og i Europa er udbredelsen udpræget nordøstlig med de største bestande i Sverige, Rusland og Finland. Derudover er der enkelte, spredte yngleforekomster i det vestlige Middelhavsområde og en mindre bestand i det nordligste Storbritannien. I Danmark er fiskeørnen en meget sjælden ynglefugl. I sommerhalvåret - fra midten af juni til august - ses fiskeørne ved mange danske søer, men langt de fleste yngler efter al sandsynlighed ikke her i landet og er sandsynligvis unge fugle eller voksne fiskeørne, hvis yngleforsøg er slået fejl.

Tårnfalk (Falco tinnunculus)
Tårnfalken er en lille rovfugl, der kendes på sine spidse vinger og lange hale. Den har rødbrun overside og lys, spættet underside. Udbredelsesområdet strækker sig over hele Europa og store dele af Afrika og Asien. I Danmark findes tårnfalken overalt hvor der er åbent land med spredt bevoksning, men den ses efterhånden også i byerne.
 
Tårnfalken er en hulruger, der gerne ruger i hulrum i klipper eller i gamle træer. Derfor går tårnfalken også villigt i redekasser ("falkekasser") som mange sætter op i haver og huse. Flere tårnfalke kan godt have rede i samme tårn, da fuglen ikke er særlig territorial omkring redepladsen. Føden findes i byens udkant, f.eks. langs motorveje.
 
De fleste tårnfalke bliver i Danmark året rundt, men nogle trækker sydpå til Tyskland, Holland og Frankrig for at overvintre. Der ses også et træk gennem landet forår og efterår af de nordskandinaviske bestande. Da dødeligheden for standfuglene visse år kan være ret høj, får tårnfalken, i forhold til de fleste andre rovfugle, relativt mange unger, da Tårnfalken regulerer sin yngel i forhold til føde.

Rød Glente (Milvus milvus)
Med sin lange, kløftede hale, de lange kontrastrige vinger og den rustrøde farve er den røde glente en smuk og iøjnefaldende rovfugl. Den er ca. 25 % større end musvågen. Den røde glente er en fantastisk flyver, der under fødesøgningen flyver ret lavt over jorden, hvor den ofte stopper op i luften, vender rundt og daler ned mod jorden for at undersøge et muligt bytteemne.
Den røde glente har, i modsætning til sin nære slægtning Den Sorte Glente, en begrænset geografisk udbredelse. Næsten hele artens yngleområde befinder sig inden for Europa. I Danmark yngler den røde glente sjældent, men den har været i fremgang i de seneste år og findes nu i alle landsdele. Flest glentepar yngler der i det østlige Jylland omkring søerne som Mossø.

Musvåge (Buteo buteo)
Musvågen er den talrigeste rovfugl i Danmark. Den er en mellemstor rovfugl lidt større end i krage med brede, afrundede vinger og kort, afrundet hale. De to køn fremtræder ens, men individerne varierer meget i farve fra meget mørkebrun til helt lys, specielt undersiden af vinger og halen. Fuglen ses ofte i svæveflugt i stor højde, hvor den benytter sig af varme, opadgående luftstrømme til at flytte sig næsten uden at bevæge vingerne.

Den forekommer i Danmark over hele landet, bortset fra større byer og skovløse. Musvågen foretrækker et varieret landskab med åbne marker og enge, der veksler med skove, og er også glad for kuperet terræn, som findes i overflod ved Gudenåen og Mossø. I åbent land ses musvågen ofte siddende på en hegnspæl eller i et træ, hvor den spejder efter bytte på jorden. Musvågen ses almindeligt langs med motorveje, hvor udyrkede rabatter er gode fangsområder for mus, og hvor trafikdræbt vildt også giver et fødetilskud.

Hvepsevåge (Pernis apivorus)
Hvepsevågen minder meget om musvågen i udseende, men den har lidt længere vinger og hale og har desuden langstrakt hals og dueagtigt hoved.

I Danmark yngler arten fortrinsvis i ældre løvskov og forekommer derfor primært på Øerne og i det østlige Jylland. Hvepsevågen fouragerer dog i mere lysåbne landskaber såsom enge og moser og er således afhængig af, at sådanne findes i nærheden af ynglestedet, hvorfor den ofte ses omkring Mossø.

Duehøg (Accipiter gentilis)
Duehøgen ligner meget den nært beslægtede spurvehøg, men er betydeligt større og den største høg i vores del af verden. Især hunnen, som kan være op til 20 % større end hannen, er en kraftig rovfugl på størrelse med musvågen. Bortset fra størrelsen er kønnene ens. Ungfuglene er længdestribede på undersiden og ikke tværstribede som de voksne fugle, og disse stribe rpå bugen er karakteristisk for duehøgen.

I Danmark yngler duehøgen over hele landet, men forekommer i visse landsdele noget spredt. Tætheden af ynglende duehøge er størst, hvor statsskove dominerer, og duehøgen er en hyppig gæst og ynglefugl ved skovene omkring Mossø

Spurvehøg (Accipiter nisus)
Spurvehøgen er en lille rovfugl med lang hale og afrundede vinger. Hunnen har brunlig overside og en tværstribet grå og hvid underside; hannens overside er blågrå, og undersiden er tværstribet hvid og rustrød, der kan minde lidt om duehøgen. Hunnen kan være næsten dobbelt så stor som hannen og kan forveksles med duehøgehannen, men Spurvehøgen har et hurtigere vingeslag, tyndere ben og mangler duehøgens afrundede halehjørner. Spurvehøgen lever almindeligt i skoven, men har i nyere tid fundet mange egnede ynglesteder i villakvarterer og helt inde i centrum af større byer. Det eneste krav til territoriet er, at der er rigeligt med småfugle og buske og træer, som muliggør overraskelsesangreb, og alt dette er til stede omkring Mossø selvom der er flere duehøge.

Stor Hornugle (Bubo bubo)
Stor hornugle er Europas største ugle og er med sin vægt på 2-4 kg hele ti gange tungere end Skovhornuglen. Arten har lange, brede fjerhorn, mens fjerdragten er noget varierende. Den skandinaviske race kan således både have ensfarvet mørkebrun overside og være dækket af store sorte pletter.
I Danmark foretrækker arten at yngle på skrænter i grusgrave eller i større skove med begrænset menneskelig aktivitet. Den findes kun i Jylland, hvor der er registreret ynglepar i alle de tidligere jyske amter, men de præcise redesteder er hemmeligholdt for at beskytte arten.

For blot 20 år siden ville ingen vel have troet på, at den store hornugle nogensinde ville vende tilbage til den danske natur. Arten havde været udryddet i henved 100 år. I begyndelsen af 1980'erne genindvandrede arten imidlertid, og siden har den bredt sig til det meste af Jylland

Kirkeugle (Athene noctua)
Kirkeuglen er vores mindste og mest truede ugle i Danmark. Kirkeuglen er i risiko for at blive udryddet i Danmark inden for få år. Lige nu lever der kun omkring 13 ynglende kirkeuglepar, og mange af dem lever med så stor afstand, at deres unger ikke finder hinanden. Den blev tidligere kaldt minervaugle efter den romerske gudinde for visdom, fordi ugler blev anset for at være kloge på grund af deres menneskelignende ansigt, og selv i dag forbindes Uglen med klogskab. Navnet kirkeugle kommer af, at den ynglede almindeligt i kirketårne, før de blev så tillukkede, som de er i dag.

Den lille kirkeugle er ikke større end en solsort. Dermed en den Danmarks mindste ynglende ugle. Kirkeuglen er kendetegnet ved sit lille hoved, lange ben og gule øjne, der er indrammet af markante øjenbryn. På oversiden er den brunlig og hvidplettet, mens den på undersiden er hvidlig med svage mørke striber. I 70erne var der ynglende Kirkeugle ve Øm Kloster, men synes til at være forsvundet fra området

Natugle (Strix aluco)
Natuglen er den almindeligste ugle i Danmark. Det er en mellemstor ugle med sorte øjne og en ret plump kropsbygning. Arten forekommer både i en grå og rødbrun fase, hvor den rødbrune fase er den almindeligste herhjemme. Natuglen er nok den bedst kendte ugle, eftersom man kan høre dens karakteristiske tuden året rundt i mange egne af landet, dog ikke det vestlige Jylland.

I Danmark er natuglen tilknyttet ældre, lysåben løvskov. Derfor yngler natuglen primært i Østjylland og på Øerne. I Vestjylland er der meget langt mellem parrene, og arten findes slet ikke på Bornholm. Parrene holder sammen på livstid. Natugler høre tit omkring Mossø og skovene her hvor der er Natugler

Skovhornugle (Asio otus)
Skovhornuglen minder både om natuglen og om den nært beslægtede mosehornugle. Den kan kendes på den ensfarvede, lysebrune fjerdragt, den høje og slanke fremtoning, de orangerøde øjne og de lange spidse fjerører, som rejses, når fuglen er urolig. Når en ugle ses jagende i skumringen, kan selv øvede fuglekiggere have svært ved at afgøre, om det er en skov- eller mosehornugle. Skovhornuglen er - i modsætning til mosehornuglen - nataktiv og gemmer sig dybt inde i en trækrone eller en busk om dagen. I Danmark er den en almindelig ynglefugl og den ugleart, som har den største udbredelse. Den findes blandt andet på mange mindre øer, da den ikke er bange for at flyve over større, åbne vandflader. Arten yngler i åben skov og i granplantager, hvor den især benytter forladte krage- og rovfuglereder.


Gæster en gang imellem, men kan ikke ses fast eller hvert år:
Lærkefalk (Falco subbuteo), Vandrefalk ( Falco pereertnus),
Rørhøg (Circus aeruginosus), Blå Kærhøg (Circus cyaneus).
Vintergæster - der ses fåtalligt fra november til primo maj: Hedehøg (Circus pygargus), Aftenfalk (Falco vespertinus).
Lllle Skrigeørn (Aqutia pomarina) og Stor Skrlgeørn (Aqutla clanga) er meget sjældne gæster