Sommerhuset ved Mossø

Småfugle, sangfugle osv. findes nærmest i overflod, hvor å- og bækløb mødes med søer, enge og moser mødes med skove og gamle og store skove træder nærmest uberørt frem. Derfor er området et sandt fugle paradis.
 
 
Gul Vipstjert (Motacilla flava)
Gul vipstjert er som de øvrige vipstjerter karakteriseret ved sin lange hale, der har givet fuglene navn. Der forekommer en del racer, der har et ret forskelligt udseende. Fælles for dem er hannernes kraftigt gule underside og olivengrønne ryg, mens hunnernes underside er lysere gul.

Gul vipstjert er en livlig fugl der konstant er i bevægelse. Den er slank med gul underside og meget langhalet. I Danmark yngler den især på enge med lav græsvegetation, hovedsageligt langs kysterne og ved fjorde med strandenge. Indlands kan den yngle i moser. De danske ynglefugle tilhører stort set alle racen almindelig gul vipstjert. Den jager gerne i flok myg i morgen- og aftentimerne over vand, mens den i dagtimerne enkeltvis jagter møgfluer, der let skræmmes op. Den lange hale understøtter balancen, når fuglen fanger insekter i luften eller i løb på jorden.

Bjergvipstjert (Motacilla cinerea)
Bjergvipstjerten kan overfladisk minde om den gule vipstjert på grund af sin gule underside og den lange hale, men bjergvipstjerten har grå ryg, og halen er endnu længere. Den er mest talrig i Jylland, specielt Østjylland, det østlige Himmerland og det østlige Vendsyssel samt i dele af Midtjylland bl.a Klosterkær og Mossø enge.

Hvid Vipstjert (Motacilla alba)
Den hvide vipstjert er karakteristisk med sin lange stjert (hale), som den konstant vipper med, mens den ivrigt spankulerer rundt. Den yngler helst i nærheden af vand og ikke i skov eller tætbebyggede byområder, hvorfor en er hyppig gæst ved Hytten. Normalt trække de danske Hvide Vipstjert til overvintring i Middelhavsområdet samt Nordafrika, men i milde vintre kan enkelte hvide vipstjerter overvintre i Danmark.

Som en underart af Hvid Vipstjert findes Sortrygget Hvid Vipstjert (Motacilla alba yarrellii) Det er en sjælden ynglefugl, men regelmæssig trækgæst ved den jyske vestkyst og ses fra tid til anden ved Mossø. Sortrygget Hvid Vipstjert overvintre i Sydeuropa vinteren, og kommer tilbage lidt før Hvid Vipstjert kommer.

Gærdesmutte (Troglodytes troglodytes)
En lille, rustbrun fugl med den oprette hale hvor kønnene er ens af udseende. Fuglens størrelse taget i betragtning har den en meget kraftig sang bestående af triller og klare fløjtetoner. Sangen kan høres året rundt, fordi arten om vinteren også forsvarer sit fødeterritorium med sang. Arten har også et typisk, snerrende kald, der lyder som en pind, som bliver trukket hen over et metalgitter.

I Danmark er gærdesmutten en meget almindelig ynglefugl i hele landet fortrinsvis i tæt, fugtig vegetation i både løv- og nåleskov, eller busk- og krat-vegetation i nærheden af vand. Hunnerne udvælger hannerne, ud fra hvor mange og hvor fine reder, de har bygget. De danske gærdesmutter er primært standfugle, men hårdt vintervejr kan formodentlig udløse et vist træk til Vest- og Sydvesteuropa. Danmark besøges endvidere af en del trækgæster fra nord.

Hedelærke (Lullula arborea)
Hedelærken er lidt mindre end sanglærken fordi halen er kortere. Den har et lyst bånd på forvingen, der er tydelig når hedelærken flyver. Hedelærken er som sanglærken en sangflugt, hvor den synger fra positioner er i toppen af spredtstående træer og buske. Hedelærkens latinske navn har den efter sin sang, der lyder som Lullula.

De danske ynglefugle af Hedelærker er mest trækfugle, der overvintrer i Sydvesteuropa, hvilket specielt ses omkring skovene og søerne i Østjylland, der passerer som trækgæster fra Sydsverige og Sydfinland i begrænset antal. Det er sjældent man ser overvintrende Hedelærker i Danmark, og Hedelærken er lidt sjælden gæst. Når den yngler i Danmaek er det typisk ved Skagen og Vestjylland, enkelte gange omkring Gudenåen.

Sanglærke (Alauda arvensis)
Sanglærken er meget mere almindelig i Danmark en Hedelærken, og som Hedelærke kendt for sin smukke sang, der kan høres fra Januar til august. Sanglærken er en såkaldt vejrfugl, hvor vejret bestemmer hvorvidt den trækker sydpå eller bliver i Danmark. I milde vintre overvintrer en del sanglærker herhjemme, men ellers trækker bestanden til overvintring sydvest for Danmark ligesom mange sanglærker kommer til Danmark som trækgæster fra det nordlige Skandinavien. Selvom bestanden desværre er på tilbagegang kan Sanglærken tit ses omkring Mossø og åerne og bækkene.

Toplærke (Galerida cristata)
Toplærken ligner meget sanglærken, men der er to væsentlige forskeller: Toplærken har større top end sanglærkens og Toplærken har ikke samme sang.

Toplærken er egentlig en steppefugl, der uden for Danmark primært yngler i tørre og sandede områder som steppe og landbrugsområder med sparsom vegetation. I Nordeuropa optræder arten dog som byfugl, Toplærken er i modsætning til sanglærken standfugl i Danmark, selvom Danmark ligger på artens nordvestlige grænse for artens udbredelse. I Danmark er toplærken dog ekstremt sjælden ynglefugl, selvom den af og til ses som gæst ved Mossø.

Vandstær (Cinclus cinclus)
Vandstæren er egentligt ikke en stær, men tilhører sin egen familie med fem arter, hvoraf kun en er ses i Europa. Vandstæren er på størrelse med en stær, buttet, sort og brun fugl med karakteristisk hvidt bryst og kort hale ligesom den har en stille sang med mange toner. Den ses typisk siddende på en sten eller gren ved vandløb, hvor den ynder at flyve lavt hen over vandoverfladen eller langs med åen.

Vandstæren er sjælden som ynglefugle Danmark da den kræver klare vandløb med god strøm og stenet bund, hvilket mere ses i det det nordlige Skandinavien, hvorfor vandstæren mest er en vintergæst ved Mossø.

Vandstæren er en sjælden og uregelmæssig ynglefugl og sommergæst, men ses dog efterhånden ret tit som vintergæst.

Stær (Sturnus vulgaris)
Stæren er velkendt fugl for de fleste da den kan ikke rigtig forveksles med andre arter, og er meget udbredt. Stæren er overvejende sort men ikke så sort som en solsort. Om sommeren har fjerdragten en flot blågrøn og lilla metalglans, om vinteren er ryggen mere brunlig og undersiden hvidplettet. Om sommeren er næbbet gult, om vinteren er det sort.

Stærens sang er som solsorten karakteristisk, og kan indeholder bl.a. præcise efterligninger af andre fugles lyde, men også f.eks. af mobiltelefoners forskellige melodier. Stæren yngler i huller i træer, under tagskæg eller gerne i redekasser. Som redemateriale anvendes bl.a. malurt og kodriver, der udskiftes i hele rugeperioden. Det mindsker mængden af utøj i reden. Stæren er ligesom gøgen redesnylter hvor den kan lægge deres æg i andre stæres reder. Derfor vogter stæren nidkært sin rede mod evt. snyltende artsfæller, og hunnen kaster fremmede æg ud af sin rede, før den selv er begyndt at lægge æg.

Stæren er kortdistancetrækfugl med vinterkvarter i England og langs den nordvesteuropæiske Nordsøkyst, men mange stære overvintrer herhjemme. I sensommeren og i træktiden samles stærene i store flokke til kollektiv overnatning i rørskove, især i Vadehavsområdet samt ved de vestjyske fjorde og ved Limfjorden. I træktiden besøges Danmark desuden af store mængder skandinaviske stære. Stæreflokkene kan især i efteråret være så store at de nærmest formørker solen, hvilket har givet anledning til begrebet sort sol. Op mod 500.000 fugle er ikke ualmindeligt at iagttage på en gang om efteråret i Tøndermarsken, hvor de laver fantastiske formationer for at forvirre rovfugle.

Solsort (Turdus merula)
Solsorten er Danmarks mest talrige ynglefugl og er let genkendelig. Hannen er helt sort med gult næb, mens hunnen er mørkebrun og har næb i samme farve. Solsortens er især kendt for sin bløde fløjtetoner, og er melodisk og meget varieret, hvor solsorten er i stand til at efterligne menneskeskabte lyde samt andre solsorte. Modsat har solsorten et meget iørefaldende, skingert kald når den flygte, ligesom den har et alarmkald i et meget højt toneleje, der bruges til at advare artsfæller mod rovfugle.

Solsorten ses i hele Europa bortset fra det nordligste Skandinavien, og østpå gennem det centrale Asien til Stillehavet. Bebestanden er tættest i villakvarterer og parker, mens bestanden er tyndere i løvskov og specielt granskov der findes i overflod omkring hele Gudenåen og Mossø. Solsorten lever hovedsagelig af animalsk føde, som, men den tager også andre mindre smådyr som snegle og insekter. Om vinteren supplerer den med bær, frugt og korn

Sjagger (Turdus pilaris)
Sjaggeren er en let genkendelig drossel på samme størrelse som solsorten. De mest karakteristiske kendetegn er det grå hoved, den mørkebrune ryg samt de pileformede pletter på det gyldne bryst og den hvide bug, der er kendetegnet for drosler. Fuglens advarselskald er et hæst sjak-sjak-sjak, som har inspireret til artens danske navn.

Sangen er knirkende med skræppende og snerrende lyde. Sjaggeren forekommer i åbne eller halvåbne områder med parkagtig karakter, og ses over det meste af landet. Sjaggeren yngler gerne i kolonier og kan være larmende. De kolonirugende fugle har et meget effektivt forsvar mod fjender hvor de i fællesskab styrtdykker mod den indtrængende fjende og bombarderer denne med ekskrementer.

De danske sjaggere menes at være stand- eller strejffugle, men om vinteren suppleres de af gæster fra Nordskandinavien, der i kolde vintre kan optræde i stort antal herhjemme.

Sangdrossel (Turdus philomelos)
Sangdroslen er en brunlig drossel, som er en smule mindre end solsorten. Sangdroslens overside er lysebrun, og undersiden er lys med mørke pletter. Benene er hudfarvede og ligesom solsorten er sangdroslen en dygtig sanger med stort repertoire og er desuden en dygtig imitator. I Danmark er sangdroslen en meget almindelig fugl i hele landet, primært i nåleskov og blandet skov samt i sommerhusområder, haver m.m. og almindelig ynglefugl omkring Mossø

Vindrossel (Turdus iliacus)

Vindroslen eller vanddrossel er den mindste af vore drosler, lidt mindre end sangdroslen, som den ligner. I modsætning til denne har vindroslen vinrøde kropssider og en lys øjenstribe. Når den flyver ses de røde dækfjer tydeligt på vingernes underside hvorfor den også på engelsk hedder redwing.

Der forekommer to racer af vindroslen. Hovedracen, iliacus, der har langt den største udbredelse, yngler i Norge, Sverige og Finland, Polen og Rusland og videre østpå til det nordøstlige Sibirien. Den anden race, coburni, der er større, og hvis bryststriber flyder mere sammen, yngler på Island og i meget begrænset tal på Færøerne. I Danmark yngler vindroslen uregelmæssigt og kun med ganske få par, men ved Mossø er det en almindelig træk- og vintergæst

Misteldrossel (Turdus viscivorus)
Misteldroslen er en karakteristisk, stor og lys drossel. Dens overside er grå, og undersiden er hvid med store, mørke, runde pletter over hele bugen. Misteldroslen er lidt større end solsorten og markant større og lysere end sangdroslen, som er den art, misteldroslen minder mest om.

I Danmark yngler misteldroslen i hele landet, dog mest i Jylland, hvor dens habitatkrav er nåle- og blandet skov, og Misteldrossel er en almindelig ynglefugl omkring Mossøs skove

Nattergal (Luscinia luscinia)
Nattegalen er mest kendt for sin sang der om nogen er sagnomspundne. Sangen består af høje, klare toner og der er stor variation i sangen. Den hører til smådroslerne og ikke til sangerne. Den synger i yngleområdet ofte efter mørkets frembrud og om natten da det gør det lettere for hannen at tiltrække hunner. Udseendemæssigt er nattergalen meget diskret farvet med en mørkebrun overside og en lyst brungrå underside. Danmark udgør vestgrænsen for Nattergalens udbredelse og er en ret almindelig ynglende fugl i store dele af landet. Nattergalen yngler i fugtige områder såsom tilgroede moser, langs søer og vandløb og den høres tit langs Mossø specielt omkring Alken Enge. Et ordsprog siger at sangen forstummer til Sankt Hans.

Nattergalen er langdistancetrækker med vinterkvarter i tropisk Østafrika. For at have den største mængde føderessourcer til rådighed trækker nattergalen først til et område nord for ækvator, og senere, omkring årsskiftet, trækker den videre til områder syd for ækvator, hvor der pga. regntiden er masser af insekter. I

Digesvale (Riparia riparia)
Digesvalen er en lille svale med en mat brun overside og en hvid underside, kun afbrudt af et tydeligt brunt brystbånd, hvor der i sollys ses et grønligt skær. Digesvalen forekommer langt overvejende i lavlandet og yngler i grusgrave, klinter, stejle åbrinker og lignende, i Danmark også i gamle murværket. I grusgrave f.eks ved Voervadsbro ses Digesvaler. Digesvalens lever som de andre svalearter af flyvende insekter og svævende edderkopper, og Digesvalerne er som de andra svaler fantastiske flyvere.

Landsvale (Hirundo rustica)
Landsvalen er den talrigeste svaleart i Danmark, og har en smuk metalskinnende blåsort overside, en rustrød pande og strubeplet, afgrænset nedadtil af et blåsort halsbånd. Landsvalens hale har forlængede ydre halefjer, der giver den et meget elegant udseende i flugten med de to bagudstikkende halefjer. Alle svalerne har dette ”V” man landsvalen mest karakteristisk.

Udtrykket 'en svale gør ingen sommer' kommer af, at svalen ankommer til ynglekvarteret på meget forskellige tidspunkter. Svalen har gennem tiden været anset for en lykkebringer. Hvor svalen byggede rede, mentes den at bringe lykke til hjemmets beboere, og det ansås for helligbrøde at slå en svale ihjel.

Landsvalen er udbredt i næsten hele Europa bortset fra det nordnorske bjergland og Island. Andre racer af landsvale end den europæiske er udbredt i Nordafrika, Asien og Nordamerika. I Danmark er arten en almindelig ynglefugl på gårde med husdyrhold, specielt med kreaturer, men den optræder også som ynglefugl i byer.

Bysvale (Delichon urbicum)
Bysvalen er let genkendelig på sin sortblå overside og kridhvide overgump. Vinger og halefjer er sorte, og undersiden er ren hvid. Bysvalen er vidt udbredt i Danmark, hvor den findes lige fra det åbne udyrkede land til bymidten i de større byer, og Bysvalen har massiv udbredelse i Eurasien.

Bysvalen bygger sin rede af vådt mudder, hvor reden er helt lukket på nær et lille hul til ind- og udflyvning. De stærke reder er ret eftertragtede af visse andre fugle, f.eks. gråspurve, der ofte fortrænger Bysvalerne når reden er bygget. Bysvaler ses ofte på gårde, hvor den altid yngler uden på bygningerne i modsætning til landsvalen, der typisk yngler inde i bygningerne.
Bysvalen er en meget almindelig trækgæst, idet et stort antal skandinaviske fugle trækker gennem Danmark på vej mod artens vinterkvarter i tropisk Afrika. Almindelig ynglefugl omkring Mossø fra ultimo april til primo oktober.

Skovpiber (Anthus trivialis)
Skovpiberen minder meget om engpiberen, men kendes fra denne på stemmen og dens trillende sang serier, der starter med at accelerere for til sidst at blive langsommere i takt med at fuglen daler ned gennem luften. De fleste skovpibere finder man på hedesletten vest for den jyske højderyg samt i det nordligste Jylland, men sandområderne omkring Mossø er også velegnede for Skovpiber. Arten yngler i alle typer skov, men den foretrækker nåleskov samt blandet skov, hvor man finder den ved lysninger og i skovbryn. Heder og overdrev med spredt opvækst af træer og buske er også udmærkede yngleområder for arten, der desuden er almindelig i de jyske læhegn. Almindelig yngletrækfugl, der forekommer fra april til september. I perioder er den nærmest karakterfugl i de lysåbne skov områder.

Engpiber (Anthus pratensis)
Engpiberen er en lille stribet og plettet brunlig fugl på størrelse med en musvit, der ligner Skovpiben.
I Danmark findes engpiberen over det meste af landet på enge og overdrev. Den tætteste koncentration af engpibere finder man i Vestjylland, hvor der findes de største strandengsarealer, som er engpiberens foretrukne habitat men ses også omkring Silkeborgskovene og Klosterkær

Spætter (Picidae)
Spætter er en familie af spættefugle. Familien indeholder over 200 arter. Sortspætten er en imponerende fugl med en størrelse på en krage. På nær en rød kalot hos hannen og en lille rød top hos hunnen er arten sort som mange kragefugle. Sortspættens trommen er ligeså imponerende som størrelsen, der er så kraftig, at den kan høres op til et par kilometer væk typisk med ca. 10 slag pr sekund. Sortspætten yngler i både nåleskov, ældre bøgeskov og blandet skov, gerne med ældre bøgeskov i forbindelse med store nåleskove. Sortspætten er standfugl og meget set fugl omkring Mossø..


Grønspætte (Picus viridis)
Grønspætten er en stor spætte, kendelig på sin grønne ryg og vinger, sin røde isse og nakke og det sorte parti omkring øjnene. I Danmark yngler den stort set kun i Jylland. Her foretrækker den blandet skov med åbne græsbevoksede lysninger, men kan også bo-sætte sig i ren løvskov eller sjældent i granskov. Den største bestand findes i Rold skov, men ses tit omkring Mossø.
Grønspætten lever i overvejende grad af myrer. Den hakker hul i myretuer og stikker sin mere end 10 cm lange, klæbrige tunge ind i gangene, hvor den både fastholder myrerne og deres pupper og æg. Om vinteren kan den grave sig gennem sneen ned til myretuerne. Den kan også som andre spætter hakke efter biller og larver i træ, især i råddent træ. Desuden tager den andre insekter, ligesom den kan tage bær og frugt.

Silkehale (Bombycilla garrulus)
Silkehalen er en særegnet og smuk fugl med den store top samt de markante gule og røde felter på hale og vinger. Silkehale kommer fra det nordligste Skandinavien østpå over det nordlige Rusland og Sibirien til Alaska og det nordvestlige Canada, og silkehalen er en ret almindelig træk- og vintergæst i Danmark.

Jernspurv (Prunella modularis)
Jernspurven er en lille spurvelignende fugl med et spidst insektædernæb. På undersiden og omkring hovedet er fuglen jerngrå, og oversiden er spraglet i brune nuancer. Jernspurven lever i forskellige sociale systemer med op til flere hanner og hunner i samme territorium. I Danmark er jernspurven en meget udbredt ynglefugl, som forekommer i blandet skov, nåleskov, diverse krat og tilgroede moser.

De sydlige og vestlige bestande af jernspurv er standfugle, hvorimod de nordøstlige er trækfugle. De danske jernspurve hører i denne sammenhæng især sammen med de nordlige bestande, idet størstedelen af dem trækker til overvintring i Vest- og Sydeuropa. I milde vintre kan nogle fugle dog godt finde på at overvintre her i landet, gerne i nærheden af menneskelig bebyggelse, og jernspurven en almindelig vintergæst også omkring Mossø.

Rødhals (Erithacus rubecula)
Rødhalsen er en meget almindelig dansk fugl også kendt som rødkælk. Ryg og vinger er diskret gråbrune. Den røde strube er lige så markant i vinterdragten som i sommerdragten. Det hænger sammen med, at rødhalsen opretholder territorium hele året. Den røde farve spiller en vigtig rolle i forsvar af territoriet. Rødhalsens sang høres hele året, fordi den forsvarer sit vinterterritorium med sang. Sangen høres også, når det er mørkt, og som noget usædvanligt for vore hjemlige spurvefuglearter etablerer hunnerne også fødeterritorium, som de forsvarer med sang. Da rødhalsen helst yngler i løv- og blandet skove med rig underskov, er den generelt mest almindelig på Øerne og i Østjylland og ses ofte omkring Mossø.
 
De danske rødhalse er kortdistancetrækkere, som overvintrer i Vest- og Sydvesteuropa, men i milde vintre overvinter en del af bestanden herhjemme. Desuden besøges Danmark af store mængder af trækfugle fra de nordiske bestande, som i langt højere grad er trækfugle

Rødstjert (Phoenicurus phoenicurus)
Rødstjert er en af vores mest farvestrålende småfugle med sin rustrøde underside, den sorte maske, den hvide pande og den betongrå overside på hannen giver et meget karakteristisk helhedsindtryk. Hunnen er mere uanseligt beigefarvet, men med en markant rød hale. I Danmark findes den i hele landet især i gamle løvskove eller ældre villahaver, hvor den yngler i huller. Rødstjerten er langdistancetrækker og overvintrer i Sahelzonen syd for Sahara samt omkring Nilen i Østafrika. I træktiden i april og septemberfår vi besøg af store mængder trækfugle fra de skandinaviske bestande.

Skarv (Phalacrocora cafuo)
Skarven er de seneste år blevet en hyppig sommer- gæst langs Gudenåen og ved søerne.
Den er en meget dygtig fisker. Fra store højder lader den sig falde ned i vandet, hvor de er i stand til at dykke langt ned for at spidde byttet. Ifølge Midtjyllands fugle ynglede Skarv i 1824 i Boelskov ved Mossø efter at være fordrevet fra Skanderborg Sø. Kolonien eksisterede kun l-2 år. Herefter gik der 100 år hvor arten ikke er meldt fra Midtjylland. I dag ses skaven
i hele området, ofte i de yderste utilgængelige dele af en bevoksning med elletræer langs søen og åer.


Derudover ses fra tid til anden (men ikke fast) bl.a. Rørdrum (Botaurus stellaris), Nathejre (Nycticorax nycticorax), Sort Stork (Ciconia nigra) og Hvid Stork (Ciconia ctconta), Plettet Rørvagtel (Porzana porzana), Trane (Grus grus), Hjelle (Pluvlalis apricacia) og Strandhjejle (Pluvialis squatarola), Sortklinke (Tringa etythropus), Græshoppesanger (Locustella naevia). Og  -der kommer hele tiden nye til efterhånden som naturopretningsprogrammer virker.