Sommerhuset ved Mossø
Området omkring Mossø og "Hytten" vidner om Danmarks historien fra oldtid til nutid. Med den "Den hellige dal" omkring Illerup å i oldtiden, til middelalderens klostre omkring søen og den følgende reformation, og datidens advarselssystem med Baune-bål og kongeslottet i Skanderborg, til Danmarks vugge som et demokrati på Himmelbjerget til nu en kulturinstitution
Sommerhuset "Hytten" ligger klods op af et af Europas største historiske mindesmærker. Trods stor set usynlig har dette en fantastisk historie. Og samtidig ligger "Hytten" lige midt i mange af de historiske mindesmærker, der historiske har skabt Danmark som det ses i dag....
'Den hellige dal' blev skabt i tiden fra ca. år 200 før vores tidsregning til år 200 efter vores tidsregning omkring Illerup å og de mange søer og moser, der tidligere var her. Trods der ikke var skriftlige kilder efterlod de voldsomme ofringer vidnesbyrd om tiden. Specielt Alken enge, Illerup Nymølle og Illerup Ådal skaber dalens navn og mystik. Illerup Ådal snor så fra Stilling Skov til udløbet i Mossø.
Tiden midt i: År 00 – 10: Alken Enge - 100 meter fra "Hytten".
En offerplads fra Jernalderen, hvor en lejehær blev slået ned af østjyske bønder, der samlede sig for at forsvare deres hjem.
Dette fund er kåret til Europas 9 mest markante fund, se link til venstre.
Det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences) har offentliggjort artiklen ”Direct evidence of a large Northern European Roman period martial event and post-battle corpse manipulation.” Her fortælles om en hel hærstyrke, der i de første årtier efter Kristi fødsel blev nedkæmpet og smidt i et sø bassin ved Mossø nær Skanderborg. Alken Enge blev her kendt ved de arkæologiske udgravninger og geologiske undersøgelser med begyndte i 2012. Her dukkede der mere end 2000 menneske knogler op på bunden af det, der omkring Kristi fødsel havde været en sø. Publiceringen i det internationalt anerkendte tidsskrift afspejler, at Alken Enge er en internationalt set helt enestående lokalitet, få meter fra sommerhuset.
Det at man i år 0, næsten 1000 år før vikingerne skabte det at organisere si og lavede ordentlige våben, reelt havde samlet og organiseret et effektivt forsvar af bønder mod en veludrustet og kamperfaren indtrængende og hærgende hær, har ændret hele Danmarkshistorien. Samtidig var det en tid med en hel anden tro på naturkræfter, guder (og ofringer til guder) og måden at leve på, der vidner om en helt anden tid lang og meget forskellig fra det der skete omkring Rom og Jerusalem i samtiden.
Historien og fundene kan i dag ses på Moesgaard Museum i Aarhus.
År 200 – 150 før kristi: Gudinden i vandet.
I søen der fremstod som en del af Illerup å var der en 2,74 meter høj menneskelignende figur lavet i ungt egetræ, forestillede en stiliseret kvinde med lange ben, kurvede hofter og en tydelig markering af det kvindelige køn. Kvinden havde tydeligvis en speciel betydning og var måske endda et billede af en gudinde. Jernalderens folk ofrede både mad, dele af dyr og mystiske stykker af træ til gudinden, der blev givet som gaver og var omgærdet af ritualer. Søen ved Forlev Nymølle blev med tiden til en mose, og i 1947 fandt nogle tørvegravere otte små lerkar, der var sat ned i en rundkreds, hvilket førte til arkæologiske udgravninger i mosen i perioden 1960-1966. Her fandt arkæologerne en stor mængde genstande, der tolkes som moseofringer.
År 200 – 400: Illerup Ådal. Igen samledes lokale sig for at bekæmpe en lejesoldat-hær. Våbenofringer er vidnesbyrd om voldsomme slag i jernalderen i tiden omkring og efter begyndelsen af vor tidsregning. Mange tusinde mænds krigsudstyr blev gennem århundreder ofret til guder i vandfyldte dale, der blev opfattet som hellige i periodens hedenske religion. Dalene fungerede tilsyneladende som en slags naturlige templer, hvor jernalderens mennesker gav guderne de faldne krigeres våben som tak for sejren på slagmarken.
Til højre ses ådalen med mosen som den ser ud i dag en smuk vinterdag - hertil er der bl.a. adgang fra parkeringspladsen ved motorvejen. Her er en af de største og arkæologisk mest belyste af disse våbenofringer netop fra Illerup Ådal i Østjylland, hvor en række søer i yngre romersk jernalder fungerede som offersted. Flere gange i løbet af en periode på ca. 200 år ofredes våben og andet udstyr i Illerup Ådal. Pragtfulde romerske sværd og rigt våbenudstyr i guld og sølv med indlagte ædelstene er nogle af de kostbarheder, som arkæologerne har fundet i ådalen, og meget ligger stadig derude. Den største våbenofring i Illerup Ådal er fra ca. år 205 e.v.t., og både i sig selv og sammen med andre ofringer giver den et unikt indblik i jernalderens samfundsforhold.
Enestående fund – men ikke helt så unikt som Alken Enge da der er flere lignende fra den tid i Danmark. Dette bare det bedst belyste, og kan i dag ses på Moesgaard Museum i Aarhus!
Titlen "Den Hellige Dal" er skabt af Skanderborg museum henførende til de forskellige og mange hellige ofringer, der har været foretaget langs Illerup å og de søer og moser over 4 - 500 år.. Mange forbinder måske betegnelsen ”Den hellige dal” med Cusco i Peru med de velbevarede inkaruiner fra år 1000 til ca. 1500 e.v.t., der bliver omtalt som mini Machu Picchu med ”den hellige flod" Vilcanota, også kaldet Urubamba, som jo også kan ses fra Machu Picchu i Sydamerika. Denne hellige dals tæt på Cuzco var populær bland inkaerne, da de grundet dalens lave højde kunne dyrke majs, der var en prestigeafgrøde for inkaerne, især til deres Chicha - en fermenteret majsdrik, som inkaerne drak i store mængder ved deres mange ceremonielle fester og religiøse højtider. Historien siger, at [inkaerne tag deres fjenders halshuggede kranium og forvandlede dem til et drikkekar for Chicha for at symbolisere den vellykkede transformation fra krigsførelsens uorden til Inka-imperiets orden.
Men udover oldtiden og"Den Hellige Dal" har området mange vidnesbyrd om Danmarks historie:
År 1172 – 1561. Øm Kloster. Det var ikke kun et kirkeligt centrum, men også politisk som landbrugs- og handelscenter, hospital, plejehjem og latinskole og havde i det hele taget stor betydning for området. Klosteret lå godt beskyttet af to kanaler, som munkene gravede mellem Mossø og Gudensø, der forsynede klostret med rendende vand. Munken hr. Martin foretog Danmarkshistoriens først kendte nivellement og kunne dermed konstruere kanalerne. Den ene og største kanal Munkekanalen er stadig synlig i landskabet hvis man kigger godt efter.
Livet i klosteret er kendt fra en krønike påbegyndt i 1207. En af de ældste kendte skriftlige kilder i Danmark. I løbet af middelalderen blev der oprettet ca. 137 klostre i Danmark - endda også et Benediktiner kloster ved Klostermølle også ved Mossø få kilometer fra Øm kloster, så det at have klostre er ikke unikt hverken i Danmark eller resten af Europa. Det unikke ved Øm kloster er deres enestående magt med enorme jordbesiddelser og den bevarede krønike. Denne krønike er unik, da den er bevaret og fortæller om klosteret, og bogen med det latinske navn Exordium monasterii quod dicitur Carae Insulae (begyndelsen til det kloster som kaldes Den Dyrebare Ø), opbevares på det Kongelige Bibliotek i København. Krøniken blev påbegyndt i 1207 og kan deles op i to fortællinger. Den første omhandler klostrets grundlæggelse og de rettigheder, munkene havde erhvervet sig. Den anden omhandler en strid med bisperne af Aarhus i midten af 1200-tallet. I krøniken findes mange afskrifter af breve og privilegier, og derudover findes også en abbedliste. Krønikens beretning slutter omkring 1268, men allerede efter striden med Aarhus-bisperne i 1200-tallet blev de skriftlige kilder om Øm Kloster mindre. Til gengæld er der masser af arkæologiske udgravninger som viser, at der skete en markant udvidelse af klostret i 1400- og 1500-tallet. Munkene havde siden 1257 boet i klostrets øst-fløj, som på dette tidspunkt stod færdigt sammen med klosterkirken. Hovedparten af klostrets bygninger blev først bygget efter 1450, hvor også det traditionelle klosteranlæg omkring en lukket gård blev færdiggjort. Forklaringerne på den sene og store byggeaktivitet er mange, blandt andet de mange gaver, munkene gennem tiden havde fået af bisper og stormænd, samt indtægter fra den nærliggende markeds by Rye (nu Gammel Rye), som klostret ejede. Rye var på grund af sine hellige kilder centrum for mange pilgrimsrejser, og der var derfor stor aktivitet i byen. Også skovene omkring Himmelbjerget hørte i middelalderen til det katolske Øm Kloster, som op til reformationen i 1536 var Sø højlandets største jordbesidder. Skovene forsynede klostrene med træ til byggeri og brændsel.
Frederik 2. besøgte i 1560 hyppigt Øm Kloster, eller Emborg som han kaldte det, for at udnytte de gode jagtmuligheder i området. Men allerede året efter blev nedrivningen af klostret beordret, da kongen ønskede at befæste Skanderborg Slot og manglede byggematerialer. Nedrivningen foregik de efterfølgende år, og Øm Klosters tid var forbi.
Øm kloster er unikt grundet overleveringerne fra klostret, for der var mange andre klostre i Danmark. I alt blev der grundlagt omkring 137 klostre i middelalderens Danmark. Nogle sygnede hen og blev nedlagt i løbet af middelalderen, men størsteparten blev afviklet i forbindelse med Reformationen i 1536. Tiggerbrødrene (Dominikanerne, Franciskanerne og Karmeliterne) blev drevet ud af landet allerede fra 1520’erne og helt forbudt i 1537, mens f.eks. benediktinere og cisterciensere som regel fik lov at blive boende i deres kloster resten af deres levetid.
Nogle år efter reformation i 1536 blev munkene boende på Øm Kloster, og her forsøgte de at oprette det første Jyske Universitet med udgangspunkt i klostrets store bibliotek.
Kloster Mølle var i middelalderen et benediktinerkloster, men der er kun få rester tilbage i dag fra den tid. Siden reformationen i 1536 har Klostermølle derimod været et samlingssted for mange mennesker bl.a. grundet vandmøllen, og i 1872 blev møllen ombygget til fabrik med produktion af papirmasse og pap. Som sådan fungerede den indtil 1973, hvor en brand satte en stopper for produktionen. Efter branden købte staten området til fritidsformål. I dag benyttes bygningerne til naturskole
År 1172 – 1767. Skanderborg Slot var et kongeslot på en lille ø i Skanderborg Sø – en glimrende forsvarsposition ved den mest regulære adgangsvej til Aarhus. Slottet blev påbegyndt år 1171 under Valdemar den Store og var begyndelsen på byen Skanderborg. Der var et stort slag ved Skanderborg Slot den 2. november 1340 med Niels Ebbesen, hvor det meste af landet var pantsat til holstenerne, der også havde besat borgen.
Efter mange års opløsning af kongemagten havde det danske rige siden 1332 stået uden konge. Hele riget var pantsat til to tyske grever: Grev Johann som pantherre over Sjælland, Lolland og Skånelandene (altså området øst for Storebælt), og Grev Gerhard "den kullede greve" (dvs. skallede greve) som pantherre over Jylland og Fyn (området vest for Storebælt). I "den kongeløse tid" har de holstenske grever ret til at udskrive skatter for at få dækket deres tilgodehavender. Og den ret bliver udnyttet med stor brutalitet. Selv hvis bønderne betaler de hårde skatter, plyndrer soldaterne dem og lægger deres gårde øde. I Jylland rejser bønderne sig til oprør, men det bliver slået ned i 1334. I efteråret 1339 opstår endnu et jysk oprør, og grev Gert udskriver nye skatter for at straffe oprørerne. Tidligt i foråret 1340 rykker han op i Danmark med en enorm hær af lejesoldater på omkring 11.000 mand. Ved Kolding deler han hæren, sender en afdeling til Varde og en til Viborg. Selv rykker han til Randers med 4.000 mand og opslår sit hovedkvarter der. Niels Ebbesen havde 47 mand med sig til Randers for en nøje planlagt snigmord, og de trængte ind i grevens sovekammer og dræbte ham trods der var 4000 soldater i byen. Efter mordet flygtede Niels Ebbesen med sine mænd ud af byen over Randers bro ved at de havde fjernet broens planker, således de ikke kunne forfølges. Grevens død medfører, at den store hær af lejesoldater opløses, og soldaterne drager hærgende sydpå og hjemad, men mange bliver dræbt på vejen af jyske bønder, som har fået modet tilbage, og bønderne tilbageerobrede det meste af Jylland, dog ikke Skanderborg slot. Den 2. november 1340 angriber Niels Ebbesen i spidsen for en bondehær Skanderborg Slot, hvor en stor gruppe holstenske lejesoldater har forskanset sig. Denne gruppe får hjælp fra 600 holstenske ryttere fra Fyn, og et stor slag udspiller sig på Nonnebjerget, der hvor Skanderborg Station i dag ligger. Bisp Svend var på vej med 200 ryttere fra Aarhus for at hjælpe Niels Ebbesen, men han og hans følge rider forkert, og da de når frem, er kampen slut. Alle 2.000 danskere er døde, deriblandt Niels Ebbesen og to af hans brødre. De døde bliver begravet i en massegrav ved Skanderup Kirke. Niels Ebbesens lig bliver lagt på hjul og stejle til skræk og advarsel, men om natten bliver det fjernet af hans venner og ført bort – givetvis til hans familie i Vestervig kirke (Thy).
Efter drabet på grev Gert blev der den 22. april 1340 indgået et forlig i Spandau ved Berlin med bl.a. grev Gerts to sønner, Henrik og Klaus. Det aftaltes, at Niels Ebbesens frænder skal betale mandebod på 500 mark for drabet på grev Gert. I traktaten tog Valdemar (Christoffer II’s søn og far til Margrethe I ad Danmark) afstand fra mordet mod at Valdemar skulle være konge i Danmark. Han fik landet nord for Limfjorden, resten af Nørrejylland købte han for 35.000 mark sølv. Valdemar, som fik tilnavnet Atterdag, solgte Estland for 10.000 mark sølv i 1346 og kunne dermed købe Sjælland fri, mens der stadig var kampe på Fyn, men Niels Ebbesens bedrift medførte sammen med disse handler, at det danske rige igen blev samlet under en dansk konge. Niels Ebbesen står der som en nationalhelt, der samlede landet, og der er flere mindesmærker efter Niels Ebbesen i Skanderborg samt i Randers.
Skanderborg slot har ellers tilhørt kongen, dog var den en kort overgang i 1400 tallet pantsat til Aarhus Bispestol.
Kirken med det runde tårn som nu hedder Skanderborg Slotskirke er en rest af Frederik 2's udbygning, der blev påbegyndt i 1562 med materialer fra Øm kloster, der var nedlagt efter reformationen. Frederik 2. er nok den konge, der har opholdt sig mest på Skanderborg.
Ved siden af de administrative gøremål kunne han også dyrke jagtens glæder i Dyrehaven og på den omliggende vildtbane, og Nørrejylland – som området da hed, var det største skovområde i Danmark. Christian 4. var også ofte på Skanderborg, både som barn og som voksen konge. På grund af de mange krige opførte Christian 4. forsvarsværker omkring slot og by. Skanderborg Slot oplevede endnu en storhedstid under Frederik 4. (1699-1730). Herefter forfaldt slottet, og det endte med, at alt blev solgt på auktion i 1767 – undtagen Slotskirken. Borgenes tid var forbi.
En del af slotshaven blev ved samme lejlighed omdannet til kirkegård, og materialerne blev brugt til at bygge det gamle Skanderborg.
År 1727 – 1849: Grundloven. Himmelbjerget er en 147 meter høj bakke eller såkaldt falsk bakke mellem Ry og Silkeborg: Stejl fra søsiden. men ikke specielt imponerende fra landsiden. Himmelbjerget er i den nordiske mytologi det højeste bjerg i gudernes verden, Asgård. Guden Heimdal bor på Himmelbjerget og sidder for enden af regnbuen Bifrost og vogter over, at ingen jætter sniger sig ind i Asgård. Navnet er kendt fra 1700-tallet, og er bl.a. brugt i Erik Pontoppidans Den danske Atlas fra 1727, men lokalt er det langt op i tiden kaldt Kollen. Helt frem til 1847 troede man, at Himmelbjerget var Danmarks højeste punkt. Det var derfor naturligt, at forfatteren Steen Steensen Blicher gjorde stedet til et nationalt samlingspunkt med Himmelbjergfesten 1839–1844, og Steen Steensen Blicher startede de såkaldte august-folkemøder på Himmelbjerget med debat om det nye demokrati, som var på vej, og som førte til Grundloven i 1849. Derfor kaldes Himmelbjerget også for Demokratiets Vugge i Danmark.
I 1854 stod Silkeborgs grundlægger Michael Drewsen i spidsen for afholdelsen af en grundlovsfest på Himmelbjerget, en fest, der senere fik mange efterfølgere. Også i dag holdes der grundlovsfester på Himmelbjerget, og stedet er også et yndet udflugtssted på grund af den storslåede udsigt og smukke natur. Man kan sejle med rutebåde til Himmelbjerget både fra Ry og Silkeborg (fra Silkeborg bl.a. med det gamle dampskib Hjejlen).
Indtil 1847 var Himmelbjerget med 147 moh Danmarks højeste punk, så blev det Ejerbavnehøj med 170,95 moh, men i 1941 blev Yding Skovhøj med 172,54 moh Danmarks højeste. I 1953 blev Ejer Bavnehøj igen højeste med 6 cm, da Yding Skovhøj forspring er menneskeskabt ( Brozealder høj). I 2004-2005 viste nyeste måling at Møllehøj med 170,89 moh var Danmarks højeste punkt, Yding Skovhøj med 170,86 næsthøjeste og Ejer Bavnehøj med 170,35 tredie højeste, dog ligger Møllehøj og Ejer Bavnehøj med ca 200 meters afstand og anses derfor af mange som et bjerg - og samlet højest punkt.
Det er den mest kendte bavnehøj i Danmark, men bavnehøje har været kendt siden vikingetiden. En bavn eller baun er en vedstabel (brændestabel), der ved angrib tændes og derved advarer om angrebet så man kan mødes og forsvare sig, og var datidens signal lys. Bavneblus (bålene) var ofte placeret et højt sted, og udgjorde to hovedlinjer i Danmark; et langs kysterne - og et som gik gennem landsdelene fra herred (mindre retskreds i et skandinavisk land) til herred. Den norske konge Håkon Adelstenfostre anlagde omkring år 950 et kystforsvar med et tilhørende varslingssystem af bavner, men første gang der optræder skrift om Bavner er fra Sjællands Landsting i 1428, hvor der fremgår at det at forsvare sig var en pligt, ikke en ret – frit oversat står der: "Den, der bliver hjemme og ikke møder op, når fjenden er i landet og bavnen brænder, skal hænges fra sin egen bjælke". Fra 1633 blev dette af Kongen præciseret til at forordne, at bønderne skal møde på de forordnede vagt- og alarmpladser, når de får bud eller bålene brændes. I Nørrejylland (ved Ejer Bavnehøj) ophørte man med at bruge bavner i 1848, I sønderjylland 1864, hvor andre metoder som telegrafen osv. overtog.
Foruden at rummer Danmarks eneste officielle Bjergkæde (fantastisk udsigt) rummer Ejer Bavnehøj også et Monument for genforeningen af Sønderjylland med resten af Danmark igen efter 1. Verdenskrig (mindesmærket for de faldne danskere fra denne krig ses i Mindelundet ved Marselis Slot i Aarhus). I 1920 rejste man en genforeningssten på toppen. Dette blev i 1924 udvidet med et tårn på toppen med inskriptionen: "Rejst af det danske folk og Nordslesvig genforenet med moderlandet i 1920"
2. Verdenskrig. Fra februar 1944 og frem til maj 1945 havde den tyske besættelsesmagt beslaglagt Skanderborg Dyrehave, og det tyske Luftwaffe anlagde sit danske hovedkontor i Skanderborg. Tyskerne brugte området som dansk hovedkvarter for Luftwaffe, og lod i løbet af perioden forskellige forsvarsanlæg opføre, ligesom de tilpassede eksisterende bygninger i området til deres formål.
Skanderborg kommune fik hele området tilbageleveret i 1945. I skoven blev der opført fire betonbunkere (mens yderligere to blev opført i byen) og 87 træbarakker til at rumme den kommanderende general for Luftwaffe i Danmark og hans stab på ca. 500 mand.
Ved Besættelsens afslutning blev bunkerne overtaget af den britiske ledelse, der dog af hensyn til krigen mod Japan og af andre praktiske hensyn lod den tyske generalstab varetage administrationen med apparaterne, indtil briterne var klar til at tage over. Dette skete i december 1945, hvorefter tyskerne hjemsendtes.
Området blev derefter brugt som flygtningelejr frem til juli 1946, hvorefter man gik i gang med at sløjfe hele det tyske anlæg, undtagen bunkerne. Med deres metertykke betonvægge var de for svære at fjerne. Tyskerne efterlod i alt fem bunkere, hvoraf den ene var anlagt på et privatejet område uden for skoven. En anden af bunkerne beliggende i byen fik ny militær betydning, idet den i perioden 1963-1990 blev indrettet til og fungerede som Kommandocentral for Skanderborg under Civilforsvarsstyrelsen under truslen fra "Den Kolde krig".
Andre spor efter de tyske soldaters tilstedeværelse er blokhuse tæt ved søen, to branddamme og de spor af rydninger i skoven, som stadig kan anes i dag. To af bunkere ved søen har siden 1979 fungeret som museum, og den gamle officer messe er i dag Vandrehjem.
År 1980 - : Smukfest, også kendt som Skanderborg Festival eller Danmarks Smukkeste Festival, er en dansk musikfestival som afholdes hver sommer i anden weekend af august i Skanderborg.
Musikken og diverse happenings foregår under bøgetræer og ved nærliggende søer og deraf navnet "Danmarks Smukkeste Festival." Festivalen har de senere år ofte haft udsolgt.
Smukfest fokuserer fortrinsvist på dansk musik med både kommende talenter/grupper samt gamle kendinge, men har altid et par store udenlandske navne på plakaten. Festivalens maskot er FestiWalther, der er en musikglad skovtrold født 5. juli 1579 i Skanderborgs bøgeskove, og ideen til den første festival blev skabt den 5. juli 1979 – på Walthers 400 års fødselsdag.
