Sommerhuset ved Mossø
Huset er et klassisk rustikt dansk træ-sommerhus, dog ekstra isoleret og med centralvarme (oliefyr), hvor halvdelen af huset og annexet har gulvvarme. Huset er på 100 m² fordelt på to stuer, køkken, fire værelser, to badeværelser og en gang + 30 m² annex/depot. Huset ligger på en godt 2.000 m² grund med direkte adgang til Mossø, Jyllands største sø, og adgang til Danmarks største vandsystem: Gudenåen.
Mod vejsiden er der entré, badeværelser – begge med brusere – samt tre af soveværelserne.
Om aftenen er der fra grunden og stuerne en sjælden smuk solnedgang over Mossø - og farverig selv når der er lidt skyet, men selvfølgelig også dage, hvor den ikke kan ses.
Udenomsarealerne giver rig mulighed for udfoldelse på den 2000 m² store grund, hvor der er fem terrasser, træer og en stor plæne.

Foran huset er der en træterrasse med udsigt direkte over Mossø.
Hytten ligger midt på den store grund, og den store plæne åbner op for meget aktivitet.
Men skønnest er den enestående udsigt over Mossø. Solgården mellem huset og annexet er flisebelagt, og væggene til tre sider skaber læ. Her er hyggeligt lys hele vejen rundt ved væggene.

Fra søen f.eks. i kajak, kano, paddle eller båd ligger det skønne sommerhus smukt som en naturlig del af naturen.



