Sommerhuset ved Mossø
Gudenåen - Danmarks eneste flod
Mossø ligger i en tunneldal og afvandes af Gudenåen, men tilvandes af flere åer og bække. Gudenåen er Danmarks længste vandløb på 158 km, og har sit udspring lidt nord for Vejle ved Tinnet krat - få hundrede meter fra kilden til Danmarks vandrigeste vandsystem Skjern Å. På sin vej nordpå Gudenåens vej gennem Jylland til Randers Fjord forsynes Gudenåen med vand fra en lang række bække og åer bl.a. Mattrup Å, Salten Å, Funder Å, Gjern Å, Alling Å, Nørre Å og Tåning Å med afvanding af Skanderborg Sø. Der udover gennemløber Gudenåen hovedparten af de store søer i det Midtjyske Søhøjland bl.a. Mossø, Gudensø, Julsø, Borre Sø, Silkeborg Langsø og Tåning Sø. Medregnes Randers Fjord til Gudenåen udgør afvandingsområdet 3300 km², og klart Danmarks største ferskvandsområde.
Gudenåen er Danmarks største og længste å, og selvom der ved åen er en særagnet fauna og ved udmundingen har åen en så stor størrelse, at åen reelt kan betegnes som en flod. Trods dette omtales den efter dansk forbillede som en å ligesom heden i Vestjylland ikke kaldes en Savanna trods forekomst af slanger og hugorme.
Gudenåen blev skabt efter istiden, hvor smeltevandet skulle væk. Mens isen var der for 15.000 år siden, var Gudenå systemet der slet ikke, da smeltevandet løb ud under isen over hede sletterne. Da isen begyndte at smelte dukkede land (Faldborg-stadiet) og skabte den linje der kendes i dag for Gudenåen, dog havde Gudenåen sit udløb i Limfjorden forbi Viborg egnen. Derefter det der kaldes Skals-å stadiet, hvor en lavere område, da Kattegat var is fyldt og tvang vandet nordpå og nu løb ud i Limfjorden denne vej. Hvor første passage tydeligt ses i dag med søerne ved Viborg samt Limfjordens tange til Skive, er Skals-å stadiet mindre udpræget. Da Kattegat blev isfrit kom Randers Fjord stadiet, hvor vandet kunne løbe østpå og ikke længere nordpå. Siden istiden har der været mindre ændringer, dog var der i stenalderen forbindelse fra Langå til Kattegat.
Gudenåen har sit udspring ved Tinnet krat på den Jyske højderyg få hundrede meter fra Danmarks vandrigeste vandløb Skjern å. Hvor Skjern å løber mod vest og udløber i Ringkøbing fjord løber Gudenåen mod nord for derefter at dreje hårdt mød højre for udløb i Randers fjord. Området ved udspringet af Gudenåen og Skjernåen har været et helt naturligt knudepunkt for vandrere, studedrivere, ryttere og hære på vej gennem Jylland, hvor man kunne bevæge sig langs de store åer, og via Hærvejen på den jyske højderyg kunne man bevæge sig nord-syd i Jylland uden at skulle krydse nogen af de to store åer, hvor hærvejen lang hen ad vejen følger Gudenåen. Hærvejen har i årtusinder været Jyllands hovedvej, først oprindeligt opstået som handelsvej, og efter Vikingetiden for transport af råvarer og håndværksprodukter mellem Jylland og det meste af Europa. Det var først i 1900-tallet at vejen fik nuværende navn Hærvejen, da den tidligere blev kaldt meget forskelligt som Oksevejen, Studevejen, Den Store Landevej, Kongevejen, Adelvejen eller Romvejen. Og selvom det ikke var en decideret, var var den så befærdet at der var en farbar strækning.
Det at bevæge sig har siden oldtiden og langt op i nyere tid været meget besværligt og endda farligt, da størstedelen af Jylland været ufremkommeligt på grund af skove, krat, uvejsomme heder og utallige moser samt vandløb, der skulle krydses. Hele Jylland havde indtil 16 – 1700-tallet været præget af egeskov, men grundet overdreven hugst af gavntræ (bl.a. til skibe) og brænde, kombineret med en voldsom bortførsel af næringsstoffer både ved skovdrift og ved landbrug blev jorden blev mere og mere udpint. Fra omkring år 1900 begynder man at importere kul til brændsel, og de udpinte arealer fik fred så buske kunne vokse til sammenhængende egekrat og siden til egentlig skov.
Gudenåen har som den naturlige hovedfærdselsåre betydet meget for Østjylland ja hele Jyllands udvikling, og helt fra oldtiden har der været betydningsfulde bosættelser langs åen. Åen har gennem tiderne haft mange navne, specielt fra udspringet og op til Mossø. I Øm Kloster Krøniken fra 1200-tallet omtalens åen som Gutniske, og i den islandske sagefortælling af Snorri Stylusens Heimskringla omtales strækningen fra Silkeborg og Randers fjord for Godnarfjördr som ”den til guderne indviede”.
Men Gudenåens betydning og størrelse har også betydet, at den har været kraftigt brugt og virkelig misbrugt på en række områder, bl.a. disse tre:
1: Fiskeri. Siden middelalderen har der været etableret laksegårde på strækningen fra Randers til Ulstrup og adskillige ålegårde længere oppe ad løbet. Der var mange og ofte store laksegårde langs Gudenåens nedre løb, som ofte dækkede det meste af åens bredde. En fiskegård er en fast fangstindretning, der ofte indrettes som en stor ruse, og hvor der blev anvendt fletværk af grene i stedet for net. Den første kongeligt privilegerede fiskegård i Gudenåen omtales i 1351, men der har sandsynligvis været endda meget fiskeri i Gudenåen før denne tid. Den største Frisenvold Fiskegård er nævnt i 1443, og var i drift indtil 1915 (stod for op mod halvdelen af alle fangede laks). Man har ikke fortegnelser over fangsterne fra dengang, men allerede fra sidste halvdel af 1600-årene er der klager over den nedadgående fiskebestand – og det gik ned af bakke siden.
Allerede i 1664 var der bare på det nederste stykke af Gudenåens hovedløb fra Ulstrup til Randers 35 fiskegårde. Frisenvold Fiskegård var i begyndelsen af forrige århundrede den eneste, som lå på tværs af Gudenåen. Man åbnede kun for passage når der skulle kun åbnet, når der skulle passere skibe eller i vinterperioden, hvor der kunne være problemer med is, hvilket reelt kun var et lille smuthul for laksene for at komme op og gyde. For at slippe for åbning af systemet for passerende blev der i 1830'erne gravet en særlig kanal på sydsiden af Frisenvold Fiskergård, som derved kom til at ligge som en ø i Gudenåen. Laksegårdene i Gudenåen er et levn fra en tid, hvor man kunne leve af at fange laks i åen.
De var særdeles effektive, at gamle laksegårde måtte ofte lukke, hvis nye kom til nedstrøms, hvor kun få laks og havørreder kunne passerede forbi laksegårdene på deres opstrøms gydevandring, hvilket i løbet af det 20-århundrede fik fiskebestande til at falde drastisk. Laksegårdene var dog lidt i konflikt med den voksende pramdrift, hvor man sejlede med fladbundede pramme (trak pramme) opstrøms med mursten til byggeri i Silkeborg, og nedstrøms med tømmer tilbage til Randers. Nogle fisk kunne derfor slippe forbi laksegårdenes net.
Da H. C. Andersen besøgte Gudenåen i 1850 – endda med en fiskestang i hånden, var der allerede på dette tidspunkt et presset erhverv grundet overfisker og uhensigtsmæssige fangstmetoder, der ikke gav mulighed for nye fisk kunne komme til at gyde for fremtidens bestand.
Speciel mellem Silkeborg og Tange havde Gudenående særlig stejl hældning, hvilket var særdeles gunstigt for laksene for gydning. Der har således været naturlig reproduktion af laks i både hoved- og tilløb opstrøms Silkeborg. Men laksehold fra de øvre dele af Gudenå-systemet skal fortsat vandre gennem de mange søer ved Silkeborg. Men der er ikke (og har nok aldrig været) laks i Mossø modsat ål og ørred. Laks er en anadrom fisk hvilket betyder, den vandrer fra saltvand over i ferskvand for at gyde og tilbage igen for at vokse. Det kan minde om en art som kendt fra ørred, der gør ørreden klar til saltvand trods opvækst i ferskvand. Samlet kaldes ændringerne smoltifikation, og resultatet er, at den ferskvandslevende fisk forvandles til en saltvandstolerant smolt, som kan leve og vokse i havet.
I 1921 blev Gudenåen naturlige løb spærret af Tangeværket, og Tange Sø blev skabt som en opstemning af Gudenåen ved værket som værende et naturligt reservoir samt skabelse af tilstrækkelig faldhøjde. Tange Sø dækker et areal på ca. 540 hektar. Spærringen hindrede fiskearters frie vandring og laksens adgang til sine vigtigste gydebanker på de helt unikt levested lige her, da søen er placeret hvor åens fald tidligere var størst.
Den oprindelige laks i Gudenåen anses for uddød omkring 1930, da dæmningen ved Tan- ge Sø afskar den fra at nå op til de bedste gydepladser. Siden har man bygget og flere gange forbedret fisketrappen ved Tange, men hidtil uden de ønskede resultater. Tangeværket har en kapacitet på 3,3 MW hvilket svarer til en moderne vindmølle på land, bidrager med 11,5 mio. kWh om året svarende til forbruget i ca. 3.000 hjem. Da værket blev etableret for 100 år siden, dækkede det 25 procent af Jyllands elforbrug.
Selvom lakse- og ørredfiskeri inden havde ødelagt meget for laksebestanden i Gudenå systemet er opførelsen af Tangeværket og skabelsen af den kunstige Tange sø den vigtigste spærring for fisk i Gudenåens hovedløb. Dels er det svært for fiskene at finde vej op eller ned af den mere end 100 meter lange fisketrappe, som er oprettet rundt om elværket, hvor der også kommer alt for lidt vand gennem. Dels er den lange rejse for de nye gydede ung-laks og havørreder gennem den store Tange sø særdeles farlig, og nye undersøgelser har vist at over 85%dør uanset hvor de sættes ud. Gedder, skarv, fiskehejre æder læs af de unge fisk der ikke har beskyttelse i søen stor set uden strømning. Netop hvor søen ligge var de vigtigste gydepladser tidligere for laksen.
I dag diskuteres indædt om Tangeværket og elværkssøen skal nedlægges og Gudenåen reetableres for skabelse af gydemuligheder, eller om der skal findes andre løsninger. En ophedet debat, for det er ikke sort og hvidt, for selvom laksen re blevet fortrængt giver elværket og søen også andre fordele.
2: Transportvej for gods. Strækningen fra Randers til Silkeborgsøerne begyndte i middelalderen at blive besejlet af lastepramme; og i 1800-tallet blev åløbet uddybet af hensyn til pramfarten, hvor der blev anlagt trækstier langs bredderne. Pramfarten kulminerede i 1860'erne for snart derefter at blive udkonkurreret af jernbanerne. De fleste laksegårde blev også sløjfet for at give plads til pramfarten.
Da Skipper Anders Gylliam i 1736 på opdrag af Kong Christian VI kortlagde Gudenåens forløb, kæmpede han sig hele vejen fra Randers og op til Ry - en opstrøms rejse på mere end 100 km. Kongen var meget interesseret i tømmer fra de store skove ved Silkeborg, der skulle bruges til at supplere hans krigsflåde.
Silkeborg Papirfabrik blev anlagt i 1844. Silkeborg var et tyndt befolket område med en gammel Hovedgård, en vandmølle og nogle småhuse. Familien Drewsen (far og to sønner) havde en papirfabrik i København, men så muligheder i Silkeborg på grund af Gudenåens vandmængde og vandkraft, og fik retten til at anlægge en stor papirfabrik i det øde Midtjylland. Samtidig skulle anlægges en handelsplads. Den yngste søn, Michael Drewsen, blev sendt til Silkeborg for at opføre en moderne fabrik, der skulle blive et af Danmarks største industrianlæg med etablering af arbejderboliger, etablere nyt teglværk, pilotere i den sumpede grund, sørge for brændsel osv. for der var ikke noget at bygge videre på. Et år efter var det hele færdig og produktionen startede, straks efter blev produktionen udvidet og Silkeborg Papirfabrik blev landets største papirindustrielle kompleks. Papirfabrikken i Silkeborg var grundlaget for skabelsen af byen, men satte også for alvor satte gang i pramfarten mellem Silkeborg og Randers. Pramfart har været kendt i mange år givetvis helt tilbage til middelalderen, men den første ”officielle” træksti stod færdig i 1810, hvor ejeren af Silkeborg Hovedgård skulle fragte tømmer fra Silkeborgskovene til Randers. Trækstien, som i sin fulde længde er ca. 75 km, er oprindeligt trampet af pramdragere og heste, som, særligt i sidste halvdel af 1800- tallet, trak pramme med varer og gods mellem Silkeborg og Randers. De specielle fladbundede pramme (blev kaldt ”kåge”) kunne laste op til 25 tons af papir, byggematerialer, købmandsvarer og lign. De største pramme var 24 meter lange og 6 meter brede. På prammene var der en til to mand til at stage på prammene, og i medstrøms og gode vejrforhold kunne turen gennemføres på en til to dage. Modsat og mod strømmen var det noget vanskeligere, og her blev prammene trukket retur af pramdragere, der trak via et seletøj inde fra land på stierne, der efterhånden opstod. Fra Bjerringbro blev arbejdet erstattet af heste for herfra var arbejdet for hårdt. Pramfart havde hårde vilkår i starten, dels mudrede åen ofte til, trækstierne blev oversvømmede i perioder af året, ålegårdene spærrede for passage langt ud i åen og nogle af broerne f.eks. ved Resenbro og Kongensbro var så lave, at man måtte læsse noget af godset over broen. En uholdbar situation, og staten bevilgede i 1850erne penge til at Gudenåen kunne blive uddybet og reguleret, så den blev bedre egnet til pramdrift. Åen blev gjort tilstrækkelig bred til at 2 pramme kunne passere hinanden. Desuden blev Trækstien gjort 3 meter bred, og hævet 2 meter over sommervandstanden, så risikoen for oversvømmelser var minimal. Michael Drewsen protesterede voldsomt mod denne udbygning til pramme, da han mente pramdrift var gammeldags og fremtiden var dampbåde – og Gudenåen skulle gøres klar til dette. Men det skete aldrig.
Det var hårdt arbejde at være pramdrager, og arbejderne tørstede, og langs åen opstod en række kroer, der kunne forsyne pramdragerne med øl, hvor pramdragerne havde ry for at kunne feste.
Bl.a. grundet papirfabrikkens vokseværk kulminerede pramdrift i 1860’erne og begyndelsen af 70’erne, men da jernbanen kom til Silkeborg i 1871, blev dette den foretrukne transportform. Der var dog pramme på Gudenåen frem til 1920, hvor etableringen af Tangeværket definitivt satte en stopper for mulighederne for at sejle hele vejen fra Silkeborg til Randers.
H. C. Andersen var en hyppig gæst hos direktør Drewsen, og han var dybt fascineret af kludebunkernes forvandling og lod sig inspirere til flere eventyr, bl.a. ’Laserne’.
Ved Klostermølle ved Gudenåens udspring i Mossø blev kom møllen 1872 udvidet til at kunne slibe træ til papirmasse, og der blev installeret to turbiner. I perioden 1933-1974 blev også produceret træmasse og pap, men fabrikken brændte i 1974 og blev ikke retableret. Den markante 90 meter lange tørre-lade er dog bevaret. Produkterne blev transporteret de ca. 10 km tværs over Mossø til den anlagte havn ved Alken an et lille dampskib, og fuld lastet kunne skibet fragte 30 tons. I næsten 60 år var der regelmæssig sejlads ca. to gange ugentligt over Mossø fra Klostermølle til Alken. Fra Alken blev godset transporteret til Silkeborg papirfabrik eller videre, og modsat blev send sendt træ til fabrikken.
Den lille havnebane var et sidespor fra Alken, der var offentligt læssespor. Havnebanen blev nedlagt i januar 1936. Jernbanetrafikken var efterhånden blevet presset af landtransportmidler, og de mange lastbiler medført betydelig konkurrence for banerne. Dermed var der heller ikke grundlag for Kloster Mølles søfart på Mossø, og de ophørte med at bruge jernbanen i 1932. Seler man på Mossø mod Alken kan man stadig den dag i dag ane hvor jernbanen og landingsanlægget lå, da beton elementerne stadig er der. Jernbanen var også grundlaget for Alken. Faktisk var der ikke en by før, blot nogle bondegårde i Gammel Alken. Den 2. maj 1871 stoppede toget første gang ved det der blev kaldt en Holdeplads på Vest banen. Siden er byen bygget op omkring denne holdeplads, senere togstation og nu trinbræt.
3: Vandkraften er blevet udnyttet af en række møller og industrielle anlæg. Kun ganske få af de talrige middelalderlige møllesteder er bevaret. Helt tilbage til middelalderen forpligtede fæstebønder sig til at formale korn på godsejernes vandmøller, hvorved møllerne blev vigtige knudepunkter i lokalsamfundet. I møllerstuen var der ofte udskænkning af kaffe og brændevin til møllegæsterne, mens de ventede på, at kornet blev malet. Men møllerne langs Gudenåen blev også brugt til bearbejdning af malt i maltkværne til ølbrygning, savskæreri, særlige anlæg til fiskeri og valkning af uld i stampemøller. En af de ældste møller er givet Benediktinermunkenes Klostermølle anlagt i 1100-tallet givetvis samtidig med Voer Kloster. Munkene byggede en 1,3 kilometer lang dæmning, der leder vandet fra Gudenåen ind i en kanal med et passende fald til at drive et underfaldshjul, hvorved de fik vand til deres damme, mølle osv., men de lagde også den oprindelige Gudenå øde hen (skabte Døde å). Efter reformationen i 1536 blev klosteret nedlagt, og i 1561 blev det revet ned, men kornmøllen eksisterede fortsat, ombygget flere gange og fra 1839 havde møllen fire kværne og stamper til valkning af vadmel og klæde. Mølleværket blev trukket af to underfaldshjul. I 1872 blev møllen udvidet med træsliberi og kaldt "Træmassefabrikken Klostermølle", stadig trukket af vandkræft fra kanalen. Selv i dag er denne kanal synlig nærmest lignende en naturlig år grundet naturens tand, men den lige å er skabt. I 2018 er Døde Å reetableret og der er skabt et naturligt ferskvandsdelta – landets største.
Vedrørende ejendomsrettet til vand er dette bestemt af Jyske Lov fra 1241 med to grundprincipper, der har været gældende siden: Jordejere må bruge åen ud for egen grund, men kun på en måde, så det ikke går ud over andre ejere længere oppe eller nede ad åen.
Ferskvand havde i mange år været en ressource til at slukke menneskers og dyrs tørst med, og regulering havde ikke været nødvendig. Men med middelalderen og vandmøllernes kommen blev dette ændret, da vandet blev stemmet op og kunne medføre oversvømmelser og tørke nedenfor opstemningen. Jyske Lov bestemte derfor, at nye møller under ingen omstændigheder måtte skade landbruget eller give eksisterende møller problemer. Alligevel var netop vandmøller, som på strækningen syd for Mossø lå tæt, gennem de efterfølgende århundreder tilbagevendende årsager til konflikt og retssager.
Fra slutningen af 1700-tallet og de næste par hundrede år blev gennemført en række initiativer for at fremme den danske landbrugsproduktion. Vand blev anset for et problem snarere end en ressource, og vandet blev ledt ud i bække og åer. Her skulle gentagen oprensning og grødeskæring sikre effektiv bortledning af overskudsvandet. En del af det jyske landbrug ved græsklædte engdrag kunne imidlertid godt bruge vand. 1800-årenene blev fagligt begrundet bl.a. af Hedeselskabet, at der i de varmeste sommermåneder skulle vandes via kanaler til fordeling af åvand ud over engene. Sådanne engvandingsanlæg ses bl.a. rester af i Klosterkær vest for Mossø, hvilke skabte problemer for fiskeriet, og i 1917 kom der derfor krav om, at tilløbet ud imod åen skulle forsynes med et gitter for at forhindre fisk i at ende deres dage på en eng.
Hvor mange møller der reelt har været ved Gudenåen, er svært at tælle, da der dels har været forskellige størrelser, dels har der været møller ved de fleste tilstødende åer ja endda også bække, nogle har haft opstemning, mange har lavet omledning og endelig er der mange der bare har dækket det hele. Papirfabrikken i Silkeborg (1844) med mølleværk havde afgørende betydning for byens udvikling, og ved Klostermølle (først fra 1100-tallet – senere som mølle fra 1873) brugtes vandkraften. Landets største vandkraftanlæg, Gudenå centralen, blev åbnet ved Tange i 1921 og omhandler både den største regulering af Gudenåen og den største mølle. Ved Vestbirk blev et lignende, men noget mindre anlæg åbnet i 1924, så der har været mange – endda rigtig mange.
Gudenåen er Jyllands perle, og en sand naturoplevelse. Men grundet sin vigtighed er der ikke meget ”naturligt” ved åen, der har været præget af tusind års fiskeri og skabelse af rette vilkår for dette, 1000 års vandkraft med kraftig sikring af dette, 1000 år færdsel langs og på åen med sikring af dette var muligt. Den politiske dagsorden har skiftet fra sikring af varers transport, afgang til materiale for krigsskibe, skabelse af energi, afvanding af arealer for skabelse af landbrugsarealer, oprensning af materiale til brug for gødning osv. Udviklingen har givet ikke været med ondt i sinde, da det er sket i den bedste tro ud fra den til enhver tid givne politiske dagsorden. Samme vil nok ske fremadrettet – givet ikke sket ud fra samme mangel på viden som tidligere men fremadrettet på samme måde båret af en overliggende politisk dagsorden, der alt andet lige ikke er bedst for Gudenåen men bedst for den bærende overbevisning!
Selv den dag i dag er vandhøjde i Mossø ikke bestemt ”naturligt” men bl.a. defineret af sluser og elproduktion i Ry samt sluser ved Fuldbro, vandstrømning og iltning bestem af tidernes dræning langs søen og manglen tilløb fra bække og åer, værste bevis på dette er give Illerup ådal og et total forfejlet landbrugsareal-projekt i 1950erne. Men datidens politiske dagsorden – som politisk dagsorden meget lig hvad vi måske i bedste tro gør i dag og som vores børn så må tolke.
.